Ung førtidspensionist: »Jeg er ikke dum.

1. Ung førtidspensionist: »Jeg er ikke dum.

Men vi er nogle, der ikke kan holde til at arbejde«

Emma Svensson har brugt det meste af sit voksne liv på at finde et job, hun kan passe. Det lykkedes ikke. Nu er hun førtidspensionist og advarer politikere mod at tvinge unge i job, der ikke kan arbejde.

Jeg siger at kommunens sagsbehandling er et overgreb. Jeg siger at de gør mig syg.
Og de svarer ikke, for der står ikke noget i lovgivningen om at jeg skal kunne holde det ud.

Og de må gerne begå overgreb så længe det er sirligt pakket ind i paragraffer og faktisk forvaltningsret og orienteringer som ikke er afgørelser.

Og hvis jeg er syg er det regionens problem. Og regionen der betaler. Så det svarer de slet ikke på. Og jeg forstår ingenting.
Og jeg banker hovedet ind i en væg og jeg taber og jeg går i stykker.

Når 37-årige Emma Svensson skriver digte, er det ofte for at få luftet sine frustrationer. Rigtig mange af dem skyldes den kommunale sagsbehandling, hun måtte igennem, inden hun fik tilkendt førtidspension som 36-årig i 2021.

Et forløb, som Emma Svensson beskriver som en tour de force i et kommunalt aktiveringssystem, der næsten for enhver pris ville have hende ud på arbejdsmarkedet – derude, hvor hun forgæves har forsøgt at få fodfæste de sidste 15-20 år.
»Jeg må erkende, at jeg ikke kan arbejde. Og det kan jeg bevise. For jeg har prøvet og prøvet og prøvet«, siger Emma Svensson og gennemgår listen af job og uddannelser, hun har været forbi i sit korte arbejdsliv:
Rengøringsassistent, turistguide, tjener, butiksassistent, handikaphjælper, projektkoordinator, museumsassistent, staldmedarbejder, konfirmandunderviser, lærervikar og gymnasielærer.

Nye job, nye retninger, nye indgange til det ’normale’ arbejdsliv, Emma Svensson har insisteret på at være en del af, siden hun forlod gymnasiet.
»Jeg har arbejdet fuld tid og deltid. Jeg har taget flere uddannelser for at finde noget, jeg kunne klare og være i. For jeg ville så gerne have et arbejdsliv, jeg ville så gerne være lige så normal som alle jer andre. Det gik bare galt hver eneste gang – jeg kunne ikke«.

Derfor reagerede Emma Svensson, da Politiken tidligere på måneden via sociale medier efterlyste unge førtidspensionister, der ville stå frem og sætte ord på deres liv og situation – på et tidspunkt, hvor antallet slår alle rekorder.

Frygt for permanent parkering
Set med Emma Svenssons øjne er det på høje tid, at der bliver lyttet til de unge pensionister. Frem for kun at tale om dem:

»Jeg ved godt, politikerne har besluttet, at man så vidt muligt slet ikke skal førtidspensionere unge mennesker som mig.

Og jeg forstår godt, at den beslutning rummer en bekymring for, at unge mennesker med en førtidspension bliver parkeret permanent på passiv forsørgelse«.

Men det, der kan komme ud af »al den omsorg«, er et system, der er så optaget af at holde unge væk fra førtidspensionen, at man helt glemmer at se på det enkelte menneske, mener hun:

»Jeg er bange for, at man glemmer at forholde sig til, om det overhovedet giver mening at jage sårbare eller syge unge mennesker ud på et arbejdsmarked, som måske endda gør dem endnu mere syge og sårbare«, siger Emma Svensson, der ser sin egen historie som et vidnesbyrd om netop den udvikling.

Hver gang hun tjekkede ind på en ny arbejdsplads, måtte hun tjekke ud igen i en tilstand af dyb utryghed og panik, der gjorde det svært for hende at sove om natten, komme op om morgenen og ud ad døren.

Ved siden af den mentale nedsmeltning kom den fysiske: hovedpine, influenza, forkølelse og ondt i maven – alt efter hvor meget pres og hvor mange forventninger, der var knyttet til jobbet. Før eller siden var der så meget stress, angst og depression i kroppen, at hun måtte sygemelde sig i kortere eller længere perioder.

, at hun helt måtte opgive nye jobforsøg. Da hun blev undersøgt og udredt, viste det sig, at hun havde autisme og adhd. Diagnoser, som pludselig kunne give hende en forklaring på, hvorfor det var en håbløs mission at forsøge sig som normalborger på arbejdsmarkedet.

Og hvorfor hun ikke magtede at leve med det pres og de forventninger, der følger med et ’normalt’ arbejdsliv.

»Det er rart at få en forklaring på, hvorfor jeg altid har følt mig så totalt forkert og ved siden af. Jeg er ikke dum, doven, underlig og mærkelig. Jeg er autist«, siger Emma Svensson:
»Jeg har en skarp hjerne og er skidegod til latin og religionshistorie. Til gengæld har jeg seriøse problemer med at overskue dagligdagen, passe aftaler, rydde op, lave mad og være sammen med mange mennesker. Og når der kommer for meget pres på forventningerne, vælter jeg. Det er bare sådan, det er«.

Hun peger selv på tiden som gymnasielærer som et eksempel på de udfordringer, hun bærer med sig.
Bachelor i teologi

For på den ene side var hun glad for eleverne. På den anden side kunne hun ikke håndtere de uklare forventninger, der lå i jobbet, og helt konkret havde hun svært ved at være i samme rum som 30 elever og teenagere. For mange mennesker på for lidt plads.

Efter to år måtte hun stoppe.
»Så tog jeg en bachelor i teologi, fordi jeg tænkte, at jeg kunne få et præstejob, hvor der netop ikke er så mange kolleger og så meget larm. Det måtte jeg også droppe«.

Emma Svensson bor med sin kone og datter i den nordjyske kommune Brønderslev, der på trods af Emma Svenssons utallige forgæves jobforsøg og mentale kollaps pressede på for at få hende ud i konkrete praktik- og jobforløb.

»Det var pres med pres på, og jeg blev mere og mere desperat ved tanken om, at jeg skulle sendes ud på en arbejdsplads, jeg ikke kendte, og hvor jeg med sikkerhed ville gå ned med flaget – igen«.
Emma Svensson glemmer aldrig mødet i det kommunale rehabiliteringsteam, der i 2021 skulle vurdere, om hun fortsat kunne passe et arbejde – eller om hun skulle tilkendes en førtidspension.

Her blev hun bedt om at fortælle, hvad hun selv syntes, hun var god til, og hvilke jobtyper hun kunne se sig selv i med det høje uddannelsesniveau, hun repræsenterede.

»Jeg prøvede at få dem til at forstå, at jeg ikke kan arbejde. Jeg har for pokker prøvet i årevis. Det kan ikke lade sig gøre. Så kiggede en af de kommunale sagsbehandlere på mig med alvorsfulde øjne og spurgte, om jeg ikke gerne ville være et godt forbillede for min datter. Det var så ydmygende. For selvfølgelig vil jeg være et godt forbillede for min datter. Men hvis det betyder arbejde, arbejde, arbejde, så går jeg ned med flaget, og så kan jeg jo slet ikke være noget for hende«.

På langtidsparkering
Det kommunale pres kostede ifølge Emma Svensson en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. En hård omgang. Men det fik kommunen til at skifte kurs.
I det sene efterår 2021 fik hun tilkendt den førtidspension, hun håbede på, og som gav hende ro i krop og sjæl.

»Det holdt hårdt. Og jeg forstår godt, at vi skal arbejde og betale skat alle sammen, hvis vi skal have et velfærdssamfund. Jeg er ikke dum. Men vi er nogle, der ikke kan holde til at arbejde. Og nogle af os er altså unge. Så please, lad være med at skære os alle over en kam. Det er ikke os alle, der passer ned i kageformen«, siger Emma Svensson, der ser rødt, når hun hører politikere og eksperter omtale førtidspensionen som en indholdsløs og ekskluderende langtidsparkering.

»Vi har altså et liv, en familie, venner. Jeg laver frivilligt arbejde og holder foredrag. Det er ikke et perfekt liv, men et godt liv – uden pres. Og havde jeg ikke fået tilkendt førtidspension, havde jeg slet ikke haft et liv, så enkelt er det«, siger hun og insisterer på at få en sidste pointe ud i det åbne landskab:
Folk skal holde op med at tro, at unge mennesker i stor stil snyder sig til en førtidspension, så de kan fede den på sofaen resten af livet.

Hverken smart eller hipt
En førtidspension er ikke nogen fest, hverken økonomisk eller mentalhygiejnisk. Og det er hverken smart eller hipt at være førtidspensionist i et samfund, hvor arbejde er et plusord og en gps i de fleste menneskers tilværelse, understreger Emma Svensson.

For nylig sad hun på en af de forreste rækker i en tætpakket koncertsal, hvor en standupkomiker optrådte. Pludselig pegede komikeren ned på hende og bad hende fortælle om sit arbejde:
»Jeg havde da ikke lyst til at indvie hele salen i, at jeg er førtidspensionist. Det er der ikke meget status i. Så jeg sagde, at jeg var sådan en slags kunstner. Det er ikke helt løgn. Jeg maler og skriver digte«.
»Et liv som førtidspensionist er altså ikke et liv, man vælger frivilligt. Det bliver man, fordi det ikke kan være anderledes«.

Skriver Politiken i dag 30. oktober 2023.