Hvem skal beskyttes: Jobcentrenes vellønnede ansatte eller det rakkerpak, der kæmper desperat for at beholde bolig og værdighed?

Erik Henningsen, “Sat ud”, 1892

Socialrådgiverforeningen og HK-kommunal er i oprør. De er oprørte over de borgere, der ikke sidder artigt og hører på at blive skældt ud og sanktioneret på deres kontanthjælp. De søde socialrådgivere og HK-medarbejdere er kede af , at de udskældte, smerteramte, ødelagte ikke er helt enige i, at de skal behandles så elendigt, som de faktisk bliver det.

Med en Eichmannsk selvfølgelighed accepterer Socialrådgiverforeningen og HK-Kommunal, at løsningen i alle tilfælde for folk på kontanthjælp, inklusive invaliderede, psykisk syge, smerteramte, ødelagte, er arbejde. Sagsbehandleren leger doktor, og arbejde gør fri.

De sidder og administrerer en lovgivning, som universelt med folketingets partiers tilslutning bygger på dette princip.

Tilmed er deres arbejdsgiver presset. De få undtagelsesfælde, der skulle hjemle fleksjob eller førtidspension, de strækkes ud, de bliver lukket til, fordi de søde velopdragne medarbejdere i Jobcentret får ordre på ikke at køre hen imod en pensionssag. Kommunerne har ikke råd. Typisk mister kommunen 175.000 kr årligt, hver gang en kontanthjælpsmodtager får tildelt førtidspension.

Når den arbejdsløse invaliderede PTSD-ramte borger reagerer, så trykker den søde jobcentermedarbejder på alarmknappen, så vedkommende  efter Matadorspillets regler kan rykke direkte i fængsel.

Den egentlige skurk er folketing og regering i den korporative stat, Danmark er blevet til.

Meningen med at indføre magtens tredeling i et demokratisk samfund var ellers oprindeligt, at den svage borger skulle have været beskyttet mod den offentlige myndigheds autoritative vilkårlige overgreb.

I Jobcentrets Ofre har vi ikke adgang til DR P1, sådan som Socialrådgiverforeningen og HK har det. De hører til i den eksklusive kreds af organisationer, der bestemmer. Det gør arbejdsløse ikke, og af og til ser det ud for os,  som om fremstillingener fuldstændig ensidig.

De arbejdsløse aktivitetsparate er onde. Derfor er det synd for de stakkels personale, lyder devisen, at blive udsat for truende og voldelige kontanthjælpsmodtagere.

Men det er altså ikke hele historien,