Fra demokrati over korporatisme til et Mussolini-inspireret system?

Med den nye regerings tilblivelse så truer den manglende sammenhængskraft og den fortsatte tendens til ulighed og mere fattigdom  træder de korporative træk i det danske politiske system  stadigt tydeligere frem. Ganske vist er der næppe nogen, der af den grund vil falde på knæ for Mussolini. Ingen med respekt for sig selv vil kaldes fascist, så det lader vi være med. Men lighedstrækkene er tilstede.

 

Demokrati i Grundlovens forstand er en slags idealtype. Magt korrumperer, og det har den altid gjort. Vi har en idé om, at demokrati nok er noget, vi har. Men vi lever i et kapitalistisk magtsamfund, hvor uligheden er stigende. Korporatisme kan forklares på flere måder. Den snedigste er måske at tage fat i det laugsvæsen, hvor al faglig organisering indenfor håndværk var organiseret på tværs af retten til at lede og fordele arbejdet. Der var i princippet ingen forskel på lærling og mester. Den sociale familieforpligtelse fra vugge til grav lå i det enkelte håndværkerlaug og ikke hos staten.
Enevælden og feudalvældet byggede på tanken om den centrale stat, og så en delegation ud til adelen. Sjovt nok var kirken, gejstligheden også en “stand” i stænderforsamlingernes tid. Under enevælden var stænderforsamlingerne ikke besluttende organer, men kunne rådgive kongen, centralmagten. Adelen havde bønderne som livegne, borgerskabet var forholdsvis småẗ, og kirkerne stod for uddannelse – den, der var.

Korporatismen kan måske betegnes på dansk grund som et forsøg på efter borgerskabets reform i 1849 at komme over de skel, som ejerskab til produktionsmidler udgør. Klasseskel er efter den tankegang noget lort, og alle de der konflikter mellem kapitalister og arbejdere skader bruttonationalproduktet. Det der med løn og arbejdsvilkår må de virkelig selv finde ud af. Den danske model har – med retten til at fordele arbejdet  og fredspligten – spiren til korporatisme i sig.  Den lægger op til fortsættelsen af den nationalstat, hvor alle jo er i samme båd, og hvor vi stiltiende forudsætter det store vi.  Klassesamfundet er et overstået fænomen, og vi har det jo alle sammen så dejligt i skønne Danmark.

I den almindelige danske forståelse af nazisme og fascisme overses det ofte, at den fascistiske stat slet ikke kunne blive til eller overleve uden opbakning fra den store fiuans- og industrikapital.

I Jobcentrets Ofre ser vi, at de fattigste i Danmark efterlades uden retssikkerhed på bagperonen. Der er netop ingen fagforening, industri, intet finansvæsen, der gider træde til. Vi er udenfor trepartsforhandlinger, høringsberettigede.

Heroverfor skulle vi så gerne have haft folketingets partier til at sikre den sammenhængskraft, hvor ingen kæde er stærkere end det svageste led. Med den nye regering ligger enhver tanke om  social sikkerhed for de fattigste helt udenfor rækkevidde.

Den manglende solidaritet peger i retning af ny korporatisme med fascistoide træk.

Læs den oversatte artikel fra Brittanica, som stort set svarer til, hvad der også står i Den Store Danske Encyclopædi. Læs navnlig modsat journalistisk. Det vigtigste står til sidst.

“

Efter krigen udviklede regeringerne i mange demokratiske vesteuropæiske lande – f.eks. Østrig, Norge og Sverige – stærke korporatistiske elementer i et forsøg på at mægle og reducere konflikter mellem virksomheder og fagforeninger og for at øge den økonomiske vækst.

“

Brittanicas leksikonartikel om “coporatism”

 

Korporatisme – artiklen fra Britannica.com

 

Korporatisme, italiensk korporativisme, også kaldet korporativisme, teorien og praksis om at organisere samfundet i “virksomheder” underordnet staten. Ifølge korporatistisk teori vil arbejdere og arbejdsgivere blive organiseret i industrielle og professionelle selskaber, der tjener som organer for politisk repræsentation og i vid udstrækning kontrollerer personer og aktiviteter inden for deres jurisdiktion. Men da “virksomhedsstaten” blev sat i kraft i det fascistiske Italien mellem 1. og 2. verdenskrig, afspejlede den landets diktator, Benito Mussolinis, vilje snarere end økonomiske gruppers tilpassede interesser.

Selvom virksomhedsideen blev antydet i kongregationalismen i det koloniale puritanske New England og i merkantilismen, dukkede dens tidligste teoretiske udtryk først op efter den franske revolution (1789) og var stærkest i det østlige Tyskland og Østrig. Hovedtalsmanden for denne korporatisme – eller “distributisme”, som den senere blev kaldt i Tyskland – var Adam Müller, hoffilosof for prins Klemens Metternich.
Müllers angreb på fransk egalitarisme (lighedstankegang)  og på den skotske politiske økonom Adam Smiths laissez-faire-økonomi var kraftige forsøg på at finde en moderne begrundelse for traditionelle institutioner og førte ham til at forestille sig en moderniseret Ständestaat  (stænderstat) (“klassestat“), som kunne kræve suverænitet. og guddommelig ret, fordi den ville blive organiseret til at regulere produktionen og koordinere klasseinteresser.

Stænderne skulle kontrollere det sociale liv.

 

Skønt nogenlunde svarer til de feudale klasser, skulle dens Stände (“godser”) fungere som laug eller selskaber, der hver kontrollerede en specifik funktion af det sociale liv. Müllers teorier blev begravet med Metternich, men efter slutningen af det 19. århundrede vandt de i popularitet. I Europa tjente hans ideer bevægelser, der var analoge med laugssocialismen, som blomstrede i England og havde mange træk til fælles med korporatismen, selvom dens kilder og mål stort set var sekulære.
I Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien genoplivede tilhængere af kristen syndikalisme teorien om selskaber for at bekæmpe de revolutionære syndikalister på den ene side og de socialistiske politiske partier på den anden side. De mest systematiske udlægninger af teorien var af den østrigske økonom Othmar Spann og den italienske leder af kristendemokratiet Giuseppe Toniolo.

Fremkomsten af den italienske fascisme gav mulighed for at implementere teorierne om virksomhedsstaten. I 1919 havde Mussolini og hans medarbejdere i Milano brug for støtte fra nationalistpartiets syndikalistiske fløj for at få magten. Deres mål med at adoptere korporatismen – som de betragtede som en nyttig form for social organisation, der kunne give redskabet til en bredt funderet og socialt harmonisk klassedeltagelse i økonomisk produktion – var at styrke Mussolinis krav på nationalisme på bekostning af venstrefløjen. centrumpartierne og syndikalisternes højrefløj.

Det praktiske arbejde med at skabe italienske fascistiske syndikater og selskaber begyndte umiddelbart efter Mussolinis march mod Rom i 1922. Italienske industrielle arbejdsgivere nægtede oprindeligt at samarbejde i blandede syndikater eller i en enkelt sammenslutning af selskaber. Et kompromis blev arrangeret, der krævede par af syndikale konføderationer inden for hvert større produktionsområde, en for arbejdsgivere og en for lønmodtagere; hvert par skulle bestemme de kollektive arbejdskontrakter for alle arbejdere og arbejdsgivere inden for deres område. Konføderationerne skulle forenes under et ministerium af selskaber, der ville have endelig myndighed. Denne såkaldte forfatning for selskabsstaten blev bekendtgjort den 3. april 1926.

Dannelsen af blandede syndikale organer eller selskaber, som var det centrale mål for den korporative reform, måtte vente til 1934, hvor et dekret oprettede 22 selskaber – hver for et bestemt område af økonomisk aktivitet (kategorier) og hver ansvarlig ikke kun for administration af arbejdskontrakter, men også til fremme af interesserne for sit felt generelt. I spidsen for hvert selskab var et råd, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere havde lige repræsentation. For at koordinere selskabernes arbejde oprettede Mussolinis regering en central korporativ komité, som i praksis viste sig at være umulig at skelne fra ministeriet for selskaber. I 1936 mødtes det nationale selskabsråd som efterfølgeren til Deputeretkammeret og som Italiens øverste lovgivende organ. Rådet var sammensat af 823 medlemmer, hvoraf 66 repræsenterede det fascistiske parti; resten bestod af repræsentanter for arbejdsgiver- og lønmodtagersammenslutningerne, fordelt på de 22 selskaber. Oprettelsen af dette organ blev bebudet som færdiggørelsen af den juridiske struktur i selskabsstaten. Systemet blev dog brudt ved begyndelsen af Anden Verdenskrig.

Efter krigen udviklede regeringerne i mange demokratiske vesteuropæiske lande – f.eks. Østrig, Norge og Sverige – stærke korporatistiske elementer i et forsøg på at mægle og reducere konflikter mellem virksomheder og fagforeninger og for at øge den økonomiske vækst.

 

corporatism, Italian corporativismo, also called corporativism, the theory and practice of organizing society into “corporations” subordinate to the state. According to corporatist theory, workers and employers would be organized into industrial and professional corporations serving as organs of political representation and controlling to a large extent the persons and activities within their jurisdiction. However, as the “corporate state” was put into effect in fascist Italy between World Wars I and II, it reflected the will of the country’s dictator, Benito Mussolini, rather than the adjusted interests of economic groups.

Although the corporate idea was intimated in the congregationalism of colonial Puritan New England and in mercantilism, its earliest theoretical expression did not appear until after the French Revolution (1789) and was strongest in eastern Germany and Austria. The chief spokesman for this corporatism—or “distributism,” as it was later called in Germany—was Adam Müller, the court philosopher for Prince Klemens Metternich. Müller’s attacks on French egalitarianism and on the laissez-faire economics of the Scottish political economist Adam Smith were vigorous attempts to find a modern justification for traditional institutions and led him to conceive of a modernized Ständestaat (“class state”), which might claim sovereignty and divine right because it would be organized to regulate production and coordinate class interests. Although roughly equivalent to the feudal classes, its Stände (“estates”) were to operate as guilds, or corporations, each controlling a specific function of social life. Müller’s theories were buried with Metternich, but after the end of the 19th century they gained in popularity. In Europe his ideas served movements analogous to guild socialism, which flourished in England and had many features in common with corporatism, though its sources and aims were largely secular. In France, Germany, Austria, and Italy, supporters of Christian syndicalism revived the theory of corporations in order to combat the revolutionary syndicalists on the one hand and the socialist political parties on the other. The most systematic expositions of the theory were by the Austrian economist Othmar Spann and the Italian leader of Christian democracy Giuseppe Toniolo.
More From Britannica
fascism: Corporatism

The advent of Italian fascism provided an opportunity to implement the theories of the corporate state. In 1919 Mussolini and his associates in Milan needed the support of the syndicalist wing of the Nationalist Party in order to gain power. Their aim in adopting corporatism—which they viewed as a useful form of social organization that could provide the vehicle for a broad-based and socially harmonious class participation in economic production—was to strengthen Mussolini’s claim to nationalism at the expense of the left wing of the centrist parties and the right wing of the syndicalists.

The practical work of creating Italian fascist syndicates and corporations began immediately after Mussolini’s March on Rome in 1922. Italian industrial employers initially refused to cooperate in mixed syndicates or in a single confederation of corporations. A compromise was arranged that called for pairs of syndical confederations in each major field of production, one for employers and one for employees; each pair was to determine the collective labour contracts for all workers and employers in its field. The confederations were to be unified under a ministry of corporations that would have final authority. This so-called constitution for the corporate state was promulgated on April 3, 1926.

The formation of mixed syndical organs or corporations, which was the central aim of the corporative reform, had to wait until 1934, when a decree created 22 corporations—each for a particular field of economic activity (categoria) and each responsible not only for the administration of labour contracts but also for the promotion of the interests of its field in general. At the head of each corporation was a council, on which employers and employees had equal representation. To coordinate the work of the corporations, Mussolini’s government created a central corporative committee, which turned out in practice to be indistinguishable from the ministry of corporations. In 1936 the national Council of Corporations met as the successor to the Chamber of Deputies and as Italy’s supreme legislative body. The council was composed of 823 members, 66 of whom represented the Fascist Party; the remainder comprised representatives of the employer and employee confederations, distributed among the 22 corporations. The creation of this body was heralded as the completion of the legal structure of the corporate state. However, the system was broken by the onset of World War II.

After the war the governments of many democratic western European countries—e.g., Austria, Norway, and Sweden—developed strong corporatist elemen

korporatisme, italiensk korporativisme, også kaldet korporativisme, teorien og praksis om at organisere samfundet i “virksomheder” underordnet staten. Ifølge korporatistisk teori vil arbejdere og arbejdsgivere blive organiseret i industrielle og professionelle selskaber, der tjener som organer for politisk repræsentation og i vid udstrækning kontrollerer personer og aktiviteter inden for deres jurisdiktion. Men da “virksomhedsstaten” blev sat i kraft i det fascistiske Italien mellem 1. og 2. verdenskrig, afspejlede den landets diktator, Benito Mussolinis, vilje snarere end økonomiske gruppers tilpassede interesser.

Selvom virksomhedsideen blev antydet i kongregationalismen i det koloniale puritanske New England og i merkantilismen, dukkede dens tidligste teoretiske udtryk først op efter den franske revolution (1789) og var stærkest i det østlige Tyskland og Østrig. Hovedtalsmanden for denne korporatisme – eller “distributisme”, som den senere blev kaldt i Tyskland – var Adam Müller, hoffilosof for prins Klemens Metternich. Müllers angreb på fransk egalitarisme og på den skotske politiske økonom Adam Smiths laissez-faire-økonomi var kraftige forsøg på at finde en moderne begrundelse for traditionelle institutioner og førte ham til at forestille sig en moderniseret Ständestaat (“klassestat”), som kunne kræve suverænitet. og guddommelig ret, fordi den ville blive organiseret til at regulere produktionen og koordinere klasseinteresser. Skønt nogenlunde svarer til de feudale klasser, skulle dens Stände (“godser”) fungere som laug eller selskaber, der hver kontrollerede en specifik funktion af det sociale liv. Müllers teorier blev begravet med Metternich, men efter slutningen af det 19. århundrede vandt de i popularitet. I Europa tjente hans ideer bevægelser, der var analoge med laugssocialismen, som blomstrede i England og havde mange træk til fælles med korporatismen, selvom dens kilder og mål stort set var sekulære. I Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien genoplivede tilhængere af kristen syndikalisme teorien om selskaber for at bekæmpe de revolutionære syndikalister på den ene side og de socialistiske politiske partier på den anden side. De mest systematiske udlægninger af teorien var af den østrigske økonom Othmar Spann og den italienske leder af kristendemokratiet Giuseppe Toniolo.