Nu er det giftens tid
Vi er ved at få en regering, bare. fordi Danmark jo skal regeres. Der skal jo være en statsminister og en finansminister. Og vi får kun den politik, de kan blive enige om. Så er spørgsmålet naturligvis, hvad den nye regering er nødt til ikke at røre ved i den giftige enigheds navn.
Vi kan sige det med det samme. Den nye forståelse mellem det forurenende kemiske landbrug og den korporatistiske stat – det vil sige den fordragelige sammenvoksning af industri og fagbevægelse, kommunernes landsforening etc. om at afpolitisere emner som fattigdom og jobcentre. Alt det, der skulle have været drøftet i fuld åbenhed, i demokratiets åbne rum og friske luft, det bliver nu pakket ned og fikset i lukkede, dunstige kældre. Man siger, at man ikke kan forsvare, hvad man ikke kan forklare. Men det hører jo demokratiets epoke til. Nu kommer de indelukkede kvalme kældres giftige tid. Der kræves jo ingen forklaringer. Ulykkerne sker bare, mens de taler om noget andet.
Hvad er det, den nye giftens regering ikke kan røre ved? Det er hele miljø- og klimakrisen, det er den stigende ulighed i samfundet. Vi er langt fra den tid, hvor den politiske magt prioriterede efter vigtighed og betydning for de kommende slægter. Sammenhængskraften i det danske samfund er underordnet, giften i havene, i drikkevandet og i maden er underordnet. Sult og udsathed bliver pakket ned. De er nødt til at tale om noget andet, for eksempel de dovne kontanthjælpsmodtagere, der bare skal tage sig sammen. Den evige mistænkeliggørelse af de langtidssyge. “Det skal kunne betale sig at arbejde”, vil de synge i kor, mens pesticiderne synker ned i grundvandet, og kvælstoffet kvæler livet i havene, og art efter art i naturen bukker under for spekulative kræfters griske forretningsmoral.
Hvad er det så, der overlever? Det er landbruget og den rigeste tiendedels magt. Hvem er det, der sørger for det? Det er den magtufuldkomne, tandløse Mette, sammen med den altid taktiske, aldrig helhedstænkende Løkke. Man bliver mæt af Mette og træt af Løkke. Giften vinder over naturen. Det er jo det muliges kunst, mens der jo skal regeres. Danmark er i grise.