Kim Madsen er reelt ekskluderet fra Facebook

 

Han bliver sat i karantæne hele tiden. Det er ud over alle grænser vanvittigt. Nu må der en åben proces til.

 

30. oktober blev Kim Madsen, formand for Jobcentrets Ofre, sat i karantæne for gud ved hvilken gang.
Det er utilstedeligt, det er forkert. 

 

 

Vi har forskellige sprog. Vi tænker forskellige tanker. Jeg kender Kim Madsen som de udstødtes utrættelige forkæmper. Hans sprog kommer fra stenbroen, og han taler og skriver rent ud. Altså hvis han får lov.

Facebook sidestilles af nogle med et dagblad, og et opslag skal godkendes ligesom et læserbrev. Men det er det ikke. Facebooks forretning består i, at der er plads til alle opslag. Det vil sige, indtil de indeholder et eller andet forkert. Vi ved, at amerikanere er kropsforskrækkede, så nøgne kroppe og navnlig bryster og kønsdele er forbudt. I dette guds eget fædreland, hvor våben er rigtige og sex er forbudt, har deres egne algoritmer, der gør det ud for anklagere og dommere på  een og samme tid. Men forsvar findes ikke.

Der er tale om ren politisk forfølgelse.

I et demokrati findes der en regel, der hedder reglen om fair rettergang. Til den hører uskyldsformodningen. På dansk betyder det, at man er uskyldig, indtil skylden ved en grundig proces er bevist. Den person, mistanken rettes imod, får mulighed for at tale til sit forsvar, eventuelt med bisidder eller advokat udefra. Dommeren er uafhængig og upartisk i den forstand, at hun eller han ikke holder med nogen af parterne – her Facebook eller Kim Madsen

Sådan er det ikke her. Man bruger ordet standret i krigssituationer, navnlig for at kunne henrette de soldater, der løber væk.

I billedlig forstand er forfølgelsen af Kim Madsen for mig at se en knægtelse af ytringsfriheden.

Facebook har en monopolagtig position. Facebook har plads til det, den har lyst til.

Jeg vil henvende mig på Jobcentrets Ofres vegne til vores tidligere statsminister, Helle Thorning Schmidt.
Uden om alle kanaler.

Hvordan, mor?

Jobcentrets Ofre er politisk set venstreorienteret i den forstand, at den adressere de fattigste eksistenser i dette land: Kontanthjælpsmodtagere. Det er meget svært overhovedet at få opmærksomhed henledt på de omkring 100.000 mennesker, det handler om. Gruppen er åben, også for politiske modstandere. Modstanderne kan klage anonymt. Jeg gætter på, at det lige præcis er, hvad der sker.

Mistanke, anklage og dom blandes sammen i een pærevælling. Det er et kæmpe politisk problem.

Nu kan det være nok.