Tvangsfjernelse på et falsk grundlag?

Kommunal fastholdelse af voldsformodning trods tiltalefrafald

Om ugyldig brug af modsætningsslutninger i anbringelsessager

1. 1. 1. Af Mikael Hertig *

* Cand. scient. pol.

1. 1. 2. Indledning

Når en kommune modtager en anmeldelse mod en far eller mor for vold mod deres barn, overlader den efter bogen efterforskning og spørgsmålet om tiltale til politi og anklagemyndighed.

Hvis anklagemyndogheden vælger at frafalde tiltale, er det en udbredt praksis, at famileafdelingerne alligevel fastholder den ellers afviste mistanke og anbringer børnene udenfor hjemmet med voldsmistanken som bærende del af begrundelsen.

Denne praksis beror på den falske formodning, at der i sådanne sager nok juridisk bør stilles skarpere beviskrav vedr. udøvede vold i forbindelse med en mulig dom ( “holder den i retten”?), end hvad et forvaltningsretligt skøn i kommunen måtte tilsige. Dels ligger bevisbyrden hos forvaltningen, dels gælder Den Europæiske Menneskerettigheds-Konventions artikel 6 om fair rettergang i sager om anbringelse, fordi der er tale om indgreb udenfor strafferetsplejen. (Artikel 8 og 8).
Principperne om proportionalitet og legalitet tilsiger, at uskyldsformodningen i disse sager gælder med samme vægt som i den opgivede straffesag.

Samtidig er der intet materielt belæg for, at der skulle være nogen forskel på hvad “vold” indebærer i strafferetlig og i familieretlig forstand.

Se fx. denne

1. 2. Kritikken

Der er praksis for, at kommunale familieafdelinger fastholder en formodning om vold på trods af, en voldsanmeldelse er blevet afvist ved anklagemyndighedens tiltalefrafald. Der er en tendens til, at kommunerne fastholder påstanden om vold som bærende begrundelse for en anbringelse udenfor hjemmet. Det er kritisabelt.

Gangen i en sag kan for eksempel være: nogen fremsender en underretning om forældrevold til familieafdelingen. Familieafdelingen gør det rigtige: Den anmelder tilfældet til politiet, som så overtager sagen og søger at få mistanken om vold af- eller bekræftet, fx. ved videoafhøringer af barnet og afhøringer af den anmeldte person.

Hvad sker der så med sagen, hvis anklagemyndigheden frafalder sigtelsen?

I alle tilfælde hvor der finder formelt tiltalefrafald sted, og hvor mistanken om vold entydigt udpeger den pågældende forælder som den oprindeligt mistænkte, sker tiltalefrafald efter retsplejelovens §  721, stk 1 nummer 2 og aldrig § 721, stk 1, nummer 1. Så vidt jeg er orienteret, er anklagemyndighedens praksis udelukkende at bruge nummer 1 (“åbenbart grundløs”) ved personforvekslinger. og nummer 2 ” hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig” (mangel på bevis).

Den beskrevne praksis i kommunern bygger uimodsagt på en antagelse om , at beviskravene skal være stærkere for at føre til en dom ved retten end ved kommunal anbringelse uden samtykke. Herfra sluttes der så til en modsætningsvis: der er nok alligevel noget om snakken”.

Adskillelsen mellem strafferetslig og forvaltningsretlig logik spiller her kommunen et puds. Som angivet i artiklen i aquut fra 2020 er voldsformodningen afvist. Der er så at sige to forskellige opfattelser af, hvad den oprindeligt påståede gerning går ud på, og om, hvorvidt der overhovedet er et spillerum for en idé om, at volden nok skulle have fundet sted alligevel.

I de tilfælde, jeg har kendskab til, har kommunen ikke selv tilvejebragt nye bevismidler eller foretaget nye undersøgelser. Med andre ord afviser kommunerne i alle de tilfælde, jeg kender,anklagemyndighedens tiltalefrafald uden at tilføre noget nyt til sagen.

Så længe bedømmelsesgrundlaget er det samme for anklagemyndigheden som i kommunen, bør konklusionen også være den samme,

Deler man uoverensstemmelsen op, kan man tale om flere momenter.

Måske arbejder kommunen med en anden opfattelse af “vold” end anklagemyndigheden? Noget med en lavere tærskel. Med andre ord vil en endefuld eller en lussing efter denne virkelighedsforestilling objektivt og efter sit gerningsindhold  i mindre grad føre til en dom, end hvis sagen bare uden sigtelse ville være behandlet i det kommunale regi Der ligger næppe nogen empirisk gennemgang til grund for kommunernes bedømmelse. Så ingen ved, hvori sådan en tærskelværdi skulle bestå. Derimod antyder den kommunale praksis en mere løsagtig bevisbedømmelse.

Men bevisbyrden i forvaltningsretlig forstand ligger hos kommunen. e

Efter principperne om proportionalitet og legalitet er de lige så klare som hos anklagemyndigheden. Der erjuridisk ingen principiel forskel på, hvor grænsen for vold går ved retterne og i børnesagerne i kommunerne.
Det bliver til en logisk cirkelslutning, som bør forkastes, hvis ikke der er noget nyt i den gamle sag. Kort sagt kan kommunen ikke forkaste anklagemyndighedens vurdering uden, at der foreligger nye oplysninger eller undersøgelsesresultater.

1. 1. 1.  Bliver  Ankestyrelsen inhabil?

Det kom jeg til at reflektere over, da Ankestyrelsen i forbindelse med en mellemkommunal underretning gjorde tilflytningskommunen opmærksom på en tidligere voldssag, der fremgik af dokumenterne og bad tilflytningskommunen tage affære med henblik på videreførelse af arbejdet på at forberede en anbringelse udenfor hjemmet uden samtykke – netop med henvisning til en voldsanmeldelse med tiltalefrafald.

Spørgsmålet er dernæst, om Ankestyrelsens underretning til tilflytningskommunen er i overensstemmelse med god forvaltningsskik?  Dels burde tilflytningskommunens familieafdeling vel selv kunne læse den tilsendte sag uden Ankestyrelsens indblanding og selv kunne vurdere sin stilling, dels rejser det spørgsmålet om, hvorvidt
Bliver Ankestyrelsens familieafdeling på den måde iinhabil (myndighedsinhabilitet)?

Hvis man forstiller sig det tilfælde, hvor en afgørelse truffet af tilknytningskommunens Børn- og Unge_Udvalg  ankes til Ankestyrelsen i selvsamme sag som kerne? Ankestyrelsen har forinden anbefalet en anbringelse i samme sag, og nu forelægges samme sag som administrativ rekurs til … Ankestyrelsen.

Venlig hilsen

Mikael Hertig
Mågevænget 12, st. d. 22
6400 Sønderborg

Tlf 27 24 47 00