De vil have dem til at spare  der ingen penge har. Resten er tavshed.  Det er klassepolitik, og den manglende forståelse fra vismænd, cheføkonomer, nationalbankdirektører og regeringen er, at generalisationen ikke holder. De kalder det “råderum”, “den nødvendige politik” etc. Men den er ikke den eneste politik, “den nødvendige politik”, som de kalder den har et simpelt modstykke. Solidaritetens økonomiske politik. Den er nødvendig, hvis man mener, samfundet skal bringes til at hænge sammen.

Kontanthjælpsmodtagere, brøkpensionister, folkepensionister etc. har ikke for mange penge. De har ikke har råd til transport, mad, husleje, varmt vand, elektricitet, medicin. De skal bare spare på det mest nødvendige, ikke på restaurationsbesøg, ferierejser og parfume.

Klassepolitikerne, nu også Wammen & Frederiksen, siger ikke direkte, at der ikke er råd til at hjælpe  de fattigste og deres børn. Men de fører en politik, de fremstiller som den eneste. Til at starte med lovede regeringen et lille plaster på det store åbne kødsår: 5.000 kr. til pensionister og fattige. Men i fuldt firspring er  Wammen & Frederiksen landet i armene på Danske Banks favntag.

De borgerlige har naturligvis det samme standardsvar på en hvilken som helst situation, nemlig skattelettelser. De glemmer, at skattelettelser altid som generelle, også dem i bunden, giver mere købekraft til millionærer og mellemklasse samtidig med til de fattige. Selvfølgelig vil det have en ekspansiv virkning. Utroligt, at nogle anser den politik for “ansvarlig”.

Det er en kendsgerning, at pengerigeligheden er der, men uligheden er ekstrem. Mange kan uproblematisk realisere friværdier etc, så de kan opretholde deres hidtidige forbrugsniveau.

De eneste, der ikke kan, er de fattigste.

Hvis man antager, at mellem- og overklassens problem fortsat er, hvad de skal bruge pengene til, så er Las Olsen & Cos antagelse, at krisestemningen, rentestigninger og stramningerne på servicen overfor ældrepleje og fattige, skal dæmpe den mellemklassens samlede efterspørgsel efter vægstore fjernsyn og rejser til Maldiverne jo i det mindste en slags svar.

Fejlspecificeringen hos disse mainstreamøkonomer er deres antagelse om, at “vi er alle i samme båd”.

Forestillingen er  så indbygget i økonomielitens samfundssyn, at de slet ikke fatter fattigdommens blinde og stumme ansigt. Deres indbildning er,  at de forholdsvis få milliarder, kompensation til de allerfattigste i Danmark ville få den samlede økonomi til at kuldsejle. Det passer simpelthen ikke.

Klassepolitikkens værste magt er kigge-væk-finten. Den virker, og om den er bevidst eller ikke, er lige meget.

Jo mere specifikt, en socialt indigneret, demokratisk regering sigter i situation som den nuværende på at kompensere dem, der pt. ligger ved udligningslovens gini-grænse på omkring 14.000 kr før skat om måneden, des mere plads er der i råderummet.