Principmeddelelsen fastslår

Tilskadekomnes samlede varige mén er en følge af den anerkendte arbejdsskade, med mindre overvejende sandsynlighed taler imod. Denne formodningsregel gælder også i forhold til afledte følger.

Det er tilskadekomne, som har bevisbyrden for størrelsen af det samlede varige mén.

Arbejdsskademyndighederne skal herefter foretage en afvejning af, om hele eller dele af tilskadekomnes samlede varige mén, herunder afledte følger, med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade.

Tilskadekomne har således ikke ret til godtgørelse for varigt mén for helbredsgener, som med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade.

Ved fastsættelse af varigt mén skal tilskadekomnes samlede genebillede inddrages i vurderingen. Det gælder både de direkte følger af arbejdsskaden og afledte følger. En direkte følge vil typisk opstå i den skadede legemsdel, og i nær tidsmæssig sammenhæng med skaden. En afledt følge vil typisk opstå på et senere tidspunkt i en anden legemsdel end den oprindeligt skadede legemsdel.

Efter generel lægefaglig viden opstår der som udgangspunkt ikke varige skader i en ikke-skadet legemsdel på grund af et ændret bevægemønster. Det er dog altid en konkret vurdering, hvor formodningsreglen gælder.

Varige gener, der er en afledt følge af tilskadekomnes nødvendige brug af hjælpemidler, vil som udgangspunkt kunne erstattes, hvis generne indtræder i tæt tilknytning til arbejdsskaden eller mobiliseringen.

Hvis det ikke er muligt lægeligt at vurdere, om en følge, herunder en afledt følge, med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade, skal tvivlen komme tilskadekomne til gode.

I sag nummer 1 (tidligere principmeddelelse 246-10) vurderede Ankestyrelsen, at tilskadekomnes albuelidelse var en afledt følge af den anerkendte fodskade. Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne i cirka 4 år efter arbejdsskaden gik meget med krykker, og at tilskadekomne i denne periode fik føleforstyrrelser i venstre hånd. Der blev påvist påvirkning af albuenerven i venstre arm. Tilskadekomne fik tilkendt yderligere godtgørelse for varigt mén på skønsmæssigt 5 procent med udgangspunkt i méntabellens punkt om delvis lammelse af albuenerven.

I sag nummer 2 vurderede Ankestyrelsen, at tilskadekomnes afledte følger fra venstre knæ og hofte med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade. Tilskadekomne var faldet under en skitur, og havde pådraget sig en ACL-læsion og en læsion af inderste sideledbånd i højre knæ, hvilket blev anerkendt som en arbejdsskade. Ankestyrelsen vurderede, at der var beskedne følger efter arbejdsskaden, og at de ikke havde et omfang, som gav anledning til at medføre varige gener i venstre knæ og hofte på grund af aflastning af højre knæ.

I sag nummer 3 vurderede Ankestyrelsen, at tilskadekomnes afledte følger fra den udvendige side af højre ben skyldtes den anerkendte arbejdsskade i form af smerter i højre hælpude efter fald fra en stige. Ankestyrelsen vurderede endvidere, at tilskadekomnes afledte følger fra lænderyggen med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end den anerkendte arbejdsskade. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i de lægelige oplysninger var beskrevet normal afvikling af gang, dog med tendens til halten ved stor belastning.